Der gives en dansk Folkevise, der indtil vore Dage er bleven sungen af Bønderne i Thelemarken, og som den norske Udgiver[1] har givet Overskriften „Kong Christian og hans Dronning“. Den fortæller, at en Kong Christian skulde fare i Krig, men forinden han drog ud satte sin Dronning tre Vilkaar, der skulde være opfyldte inden hans Hjemkomst, nemlig at hun skulde lade bygge en Stol, der skulde skinne som en Morgensol, lade bygge en Sal, der skulde „stande baade med Voxter og Al“, samt endelig have et Barn og ikke vide nogen anden Fader dertil end ham. Kongen styrede sit Skib paa Fjorden, og Dronningen badede sine Hænder i Taarer. Paa Stranden møder hun en gammel Mand, der spørger hende, hvi hun er bedrøvet, og til hvem hun da betror sin Nød. Han spørger, hvad hun vil give ham, naar han kan „raade“ hende de tre Vilkaar, og hun lover ham hans Brød hans Levetid. Han lader da bygge Stolen og Salen og Dronningen iføre sig Jomfruklæder og Sobel og Maar, hvorefter de seile til Skotland. Der møde de Kongen paa den hvide Sand. Han spørger den Gamle, hvorfra han har faaet den Liljevand, og denne svarer, at han har fundet hende paa Stranden. Kongen beder hende følge sig og giver hende det røde Guldbaand. Nu er der en Lakune i Visen, som maa indeholde noget om Dronningens Hjemreise. Siden kommer ogsaa Kongen hjem, faar se den forgyldte Stol og Salen og et lidet Barn, men udbryder ved Synet af det sidste, at han vist ikke er dets Fader. Da fremtræder den gamle Mand og fremviser det røde Guldbaand, hvorpaa Kong Christians Navn var skrevet. „Har du ikke,“ spørger han, „været ved Skotlands Ø, og fandt du der ikke saa væn en Mø?“
Selve denne Vise har ganske vist oprindelig Intet med Christiern I at bestille. Den er meget ældre end hans Tid, og Indhol-
- ↑ M. B. Landstad, Norske Folkeviser, Chra. 1853, S. 585—589.
