Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/60

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
54

ber, skjønt det, som siden skal vises, ikke skede fra alle. En stor Mængde Danske ledsagede sin Konge, saaledes ikke mindre end ni Riddere, deriblandt atter Hr. Eggert Frille og Hr. Aage Axelssøn. Krigsfolket og Mandskaberne fra Skibene tilligemed de medfulgte Tydskere udgjorde store Skarer. Throndhjem, der til Hverdags var en stille By, kun udmærket ved sin Stilling som geistlig Hovedstad, men aldeles ubetydelig som Handelsstad og ikke større af Folketal end Holmestrand eller Flekkefjord i vore Dage,[1] har derfor i Slutningen af Juli og Begyndelsen af August 1450 været Vidne til et ellers ukjendt Liv og en uhyre Menneskevrimmel. Hvilken Modsætning til den improviserede Kroning i November Aaret i Forveien! Kong Christiern selv var endnu kun fire og tyve Aar gammel. Han havde Grund til at prise Lykken, der allerede skjænkede ham, for et Par Aar tilbage endnu en ubetydelig Greve, den anden Krone, og som, hvem kunde vide, maaske om ikke lang Tid vilde skjænke ham den tredie. Et Øienvidne, den tydske Digter Michael Behaim, der havde opsøgt ham i Norge og nu saa ham i denne Herlighed, har ogsaa nedskrevet de Ord: „Ich sah nie einen fröhlichern Fürsten“.[2]

Forinden Kroningen fandt Sted, udstedtes under 1ste August en Bevidnelse om, at Kong Karls Valg havde været ugyldigt og hans Kroning ulovlig Det erklæredes, at Erkebiskop Aslak nødtvungen havde kronet den svenske Konge,[3] samt at han derhos havde været

  1. Til at bedømme Staden Throndhjems Vilkaar i Unionstiden har man et vigtigt Bidrag i Meddelelser fra det Norske Rigsarchiv, I, S. 250—256. Direkte Seilads til Throndhjem søgte Hanseaterne at hindre for det Bergenske Kontors Skyld. I 1535 blev saaledes en Skipper sat under Tiltale, fordi han mod Forbudet havde seilet derhen. Hamburgische Chroniken, hg. v. Lappenberg, S. 87.
  2. M. v. Behaim, Das Buch von den Wienern, p. XL, (Dansk historisk Tidsskrift, 1 R., VI, S. 325, cfr. Y. Nielsen, Bergen fra de ældste Tider indtil Nutiden, Chra. 1877, S. 255 fgg.).
  3. Se ovenfor S. 42—43.