Toget mod Oslo var saaledes mislykket, og med Udsigterne til at vinde noget Herredømme over Norge saa det nu daarligt ud, men det nye Aar skulde bringe Karl Knutssøn endnu flere og vistnok ogsaa større Sorger og Ydmygelser. Allerede ved Forhandlingerne paa Gotland i Efteraaret 1449 have vi seet Tegn til, at endog hans svenske Kongedømme trods det store Stemmeantal, hvormed han var valgt, ikke hvilede paa sikker Grund. At føre Regjeringen i Sverige havde ogsaa lige fra Folkungernes Dage været en saare vanskelig Ting, og i de to sidste Aarhundreder havde egentlig kun Magnus Ladelaas og Margareta vist sig Opgaven voxne. Det vedblev længe efter denne Tid at være alt andet end let at styre et Folk, i hvilket der gjærede store Kræfter, men som først gjennem lange indre Brydninger skulde udvikles og forklares. Indenlandske saavelsom danske eller helt udenlandske Herskere havde hver sine eiendommelige Hindringer at bekjæmpe. Selv Karls ham saa langt overlegne Efterfølgere, gamle Hr. Sten Sture og Gustav Vasa, fik rig Anledning til at prøve det. Men ingen
Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/53
Utseende
Denne siden er korrekturlest