tages mange svenske Sympathier i vort Land. Allerede i 1441 sluttedes der et særligt Forbund mellem de to Riger, en Stræben efter Forening eller Tilnærmelse finder ogsaa Sted i 1449, i 1481, i 1501—1502 og i de nærmest følgende Aar, ja en Gjenklang af disse Stemninger kan spores endnu under Syvaarskrigen.
Den danske Indflydelse var yngre og dertil endnu kun sjeldnere rodfæstet ved Familieforbindelser, saaledes som den svenske. Det er egentlig først i det sextende Aarhundrede, at man finder norske Arvedøtre i større Antal indgaa danske Giftermaal. Klagerne over Danskes Ansættelse i norske Len indeholde derhos udentvivl for den ældre Unionstids Vedkommende betydelige Overdrivelser, og under Christopher af Bayern havde neppe nye Danske fundet Indgang ad den Vei. Norske Bispestole og Prælaturer vare derimod hyppig komne i danske Geistliges Besiddelse under Margareta og Erik af Pommern.
Det danske Parti havde imidlertid den Fordel over det svenske, at det havde virksommere og dygtigere Ledere. Den ene af disse var Jens, Biskop af Oslo. Hans Familieforhold kjendes ikke, men efter Vaabenet har han været af den danske Familie Blik. Han var aabenbart en gammel Mand. Ikke alene havde han været Biskop i henved tredive Aar, men han maa allerede ved sin Ansættelse som saadan have været en ikke ganske ung Mand, da Kong Erik omtaler ham som en af dem, der bedst havde vidst Besked om Dronning Margaretas Eiendele og Klenodier.[1] Han har altsaa tjent denne Dronning og gjort sin Lykke ad denne Vei. Som Oslos Biskop og tillige Norges Kantsler havde han i, mange Aar opholdt sig udenfor Riget i Eriks Tjeneste. Med sin Metropolitan, Aslak Bolt, levede han paa en alt andet end venskabelig Fod, og i sit Stift var han saa lidet
- ↑ Danske Magazin, 3. R., I, S. 233.
