anbefalet den ældste, Christiern, der var opdragen hos ham, og hvem han havde ønsket at efterlade sine Fyrstendømmer, ja allerede ladet hylde som Efterfølger i Slesvig, maa staa derhen. Det sidste synes vel rimeligst, naar man betænker det særdeles venskabelige og fortrolige Forhold, som bestod mellem Christiern og hans Morbroder lige til den sidstes Død. Adskillige Hensyn maatte ogsaa i Danmark tale for Christiern Man kunde haabe paa, at Gjenforeningen af Kongeriget og Hertugdømmet med Tiden kunde opnaaes gjennem ham. Vistnok skal Hertug Adolf, saasnart det blev Alvor med Christierns Antagelse til Danmarks Konge, have truffet Forholdsregler til at hindre en fremtidig Forening mellem Danmark og Slesvig, men selv om Christierns siden omstridte Revers[1] nogensinde er bleven fuldgyldig udstedt, tog man det dog i hin Tid ikke altfor nøie med at agte Dokumenter og at opfylde Løfter. Sagen kunde derfor nok alligevel tænkes ordnet efter Ønske i sin Tid. Grev Christiern var derhos en ugift ung Mand, der kunde ægte Enkedronningen. Hensynet til denne har nemlig aabenbart spillet en ikke ringe Rolle, thi vedblev hun at være Enke, eller giftedes hun ud af Landet, havde hun Krav paa et betydeligt Livgeding. Man ser ogsaa, at de Danske i Thronledig-
- ↑ Werlauff, om Constitutio Waldemari, Antislesvigholstenske Fragmenter, H. 7, S. 1—16.
zin, 3. R., III, S. 3—26; det her vedkommende Sted findes sammesteds S. 4. Man har som bekjendt tillagt Wolfgang von Uttenhof Forfatterskabet til denne mærkelige Afhandling, saaledes H. F. Rørdam, Historieskrivningen og Historieskriverne i Danmark og Norge siden Reformationen, Kbhvn. 1867, S. 21, 67, og A. Heine i Dansk historisk Tidsskrift, 4. R., IV, S. 205. Under den Disputationsak, ved hvilken Rørdam forsvarede sit nysnævnte Skrift for Doktorgraden (4de Juli 1867), har jeg dog hørt Allen ved Oppositionen bestemt hævde, at Stykkets Forfatter maatte være en anden end Uttenhof. Han grundede sin Paastand derpaa, at Forf. paa flere Punkter, navnlig med Hensyn til Begivenhederne i 1523, lagde en Uvidenhed for Dagen, der ikke kunde findes hos Frederiks Kantsler og aldeles ikke lod sig forklare som Hukommelsesfeil.
