ved den Tid skulde komme paa sin Eriksgata, hvilken han nu efter gammel Skik foretog omkring i Riget. Mødet var allerede tillyst i Oktober.[1]
Vestergøtlands ældgamle Bispestad Skara var et Sted, hvortil der allerede forlængst knyttede sig Minder ogsaa fra Norges Fortid. Her havde Erkebiskop Jon Raude i 1282 fundet Døden som landflygtig Mand, og her havde i 1339 Kong Magnus Erikssøn forligt sig med sin Frænde Sigurd Hafthorssøn og flere norske Stormænd, der havde gjort Oprør i Forening med denne. I en senere Tid havde der været hyppige Berøringer i geistlig Henseende mellem Oslo og Skara. Nu mødte der en talrig Forsamling af norske Rigsraader. Af Geistlige saa man tre Biskopper, nemlig den oftere omtalte Gunnar Thorgardssøn af Hamar, Gunnar Holk af Oslo og Sigurd Bjørnssøn af Stavanger, derhos paa Erkestiftets Vegne Olaf Throndssøn, endvidere Ivar Vikingssøn, Provst i Oslo og Kantsler, Sven, Dekanus i Throndhjems Kapitel, samt Finboge, Erkedegn i Bergen. Denne sidstnævnte, som kort efter blev Biskop i denne By, har vistnok allerede nu været sit Stifts egentlige Forstander, thi Bergen havde siden Thorleifs voldsomme Død i 1455 egentlig ingen Bisp havt. Kapitlet havde efter Kongens Ønske valgt en dansk Mand, Joachim Grubbe, men Paven havde ikke villet give ham den Dispensation, han tiltrængte paa Grund af sin unge Alder, men ved Provision beskikket en Italiener, Paulus Justiniani, til Thorleifs Eftermand, og denne fremmede Mand synes aldrig at være kommen til sit Bispesæde.[2] Af verdslige Raader mødte Ridderne Kolbjørn Gerst, Jon Smør, Henrik Jenssøn, Alf Knutssøn, Torgaut Bengtssøn, Jon Pederssøn, Henning Augustin, Aslak Thuressøn, Ravald Nilssøn og Einar Fluga, Væbnerne Her-
