samme Leilighed, saa fik man finde sig deri, thi det var jo ikke saalænge siden, at Kjøbmændene i Bergen havde slaaet endog en Biskop ihjel, og han var dog vel ligesaa god som disse Prælater“.[1]
Kong Christiern, der „ikke vrededes meget over, hvad der var hændt med Hr. Olaf, men kun beklagede Biskoppens og nogle andre uskyldiges Skjebne“,[2] frafaldt senere, 1469, efter Lybeks og Hamburgs Mægling, alle Fordringer paa Fyldestgjørelse paa Kongedømmets Vegne.[3]
Desto ivrigere forfulgte imidlertid Hr. Olafs Familie Sagen, og der opstod paa middelalderlig Vis en Familiefeide mellem denne og Hansestæderne.
Den ældste af Hr. Olafs Sønner, Olaf Olafssøn, aabnede Feiden i Aaret 1463 og fortsatte den i to Aar, til 1465. Han tilføiede Kjøbmændene stor Overlast paa Søen og tog otte eller ti af deres skibe. Tydskerne udrustede 500 Mand for at optage Kampen mod ham, der var en saameget farligere Fiende, som han paa Grund af Hansestædernes uvenlige Forhold til England havde et fortræffeligt Tilholdssted i engelske Havne. De tydske Udliggere traf efter ni Ugers Krydsen i Nordsøen paa den unge Olaf, og det kom til en Kamp, hvori de fratoge ham et skib, ladet med Vin, men ikke kunde hindre, at han selv undslap. Kort efter forliste han imidlertid i Søen og gik, som Tydskerne sagde, „til Fanden, hvem han tjente“. Det heder, at Tydskernes Bekostninger til Toget imod ham gik op til 20,000 Mark.[4]
- ↑ Hansische Geschichtsblätter, Jahrg. 1875, S. 55. Hamb. Chroniken, hg. v. J. M. Lappenberg, S. 343.
- ↑ Werlauff i Skandin. Literaturselskabs Skrifter, XVI. S. 107, efter Reimar Kock.
- ↑ Willebrand, Hans. Chron., Dok. p. 71. Regkmans Krønike.
- ↑ Det eneste Sted, hvor denne tidligere aldeles ukjendte yngre Olaf omtales, er i v. Gherens utrykte Krønike, hvorfor jeg hidsætter dennes Ord: „Anno LXIII
