Hidindtil har vi fulgt Columbus som den kjække Oceanfarer, der uden Frygt iler fremad mod sit Maal og endelig tror at have naaet det; fra nu af vil vi se ham som den forsigtige Kystfarer, der er sig bevidst Farerne ved at seile i nye Farvand, rundt Øer og Skjær, og overalt tager sine Forsigtighedsregler, saaledes som han har lært i Afrika hos Portugiserne; fra deres Skole har han da vel ogsaa faaet den Sikkerhed og Behændighed, hvormed han optræder ligeoverfor nye og ukjendte Folkestammer og Forhold.
Om Morgenen d. 12te Oktober, da Flaaden saa den opdagede Ø for sig, begyndte man Dagens Arbeide med at synge Te deum. Jubelen ombord var umaadelig, alle Officerer omringede den modige Fører og lykønskede ham, medens Matroserne kastede sig for hans Fødder og bad grædende om Tilgivelse for sin Opsætsighed. Columbus antog nu Titel af Admiral og Vicekonge; Storbaaden udrustedes, Columbus selv og de to Brødre Pinzon m. fl. steg i den, Columbus med den kongelige Fane og de to Kapteiner hver med sit Korsbanner; de landede paa Øen og tog den i Besiddelse i den castiliske Krones Navn. Til Vidnesbyrd om Begivenheden opsattes en formelig Protokol om, at Ceremonien var foregaaet paa lovmæssig Maade, og til Tegn paa, at det nye Land var i en kristen Magts Besiddelse, reistes — efter portugisisk Skik — Kors paa en Høide ved Kysten.
