mod Vest, om hvilken vi ikke ved, at nogen nogensinde har faret den.« Han peger her tydeligt paa Toscanelli’s Projekt og de Efterretninger, han havde fra ham om Storchanen, og man kan ogsaa se, hvorledes han paa Reisen følger hans Anvisninger, ligesom han havde hans Kart (i Kopi) med sig. Da ifølge Toscanelli’s Kart Øen Zipangu strækker sig i Nord til 28de Grad og dens Nordspids saaledes er under samme Bredde som de Canariske Øer, styrede Flaaden fra Palos lige til de Canariske Øer for derfra, om muligt, at holde Kursen over Oceanet lige i Vest. Det blev nødvendigt at lande her, paa Gomera (9de August), fordi Pinta’s Ror allerede en f de første Dage var brukket, — efter hvad Columbus mente, forsætlig af de ombordværende Eiere, som vilde redde sit Skib tilbage til Palos. Paa Gomera maatte man vente til 6te September, da Farten atter begyndte; men samme Dag indtraadte der Vindstille, saa Afreisen i Virkeligheden ikke blev af, før man 8de September fik god Seilevind; derfor regnede Columbus senere Afreisen fra denne Dag. Da Canarierne sank i Horisonten, blev mange af Sømændene ængstelige; de tog i Tanken Afsked med Verden for altid, og mange af dem græd soom Bør. Columbus forstod ogsaa strax, at han maatte behandle dem som Børn; derfor besluttede han at føre dobbelt Skibsbog til at optegne den beregnede Kurs; allerede ved 9de September bemærker han, at han »seilede 19 Mil (Leguas), men han bestemte sig til at beregne mindre end den virkelige Kurs, forat ikke Mandskabet skulde forfærdes og tabe Modet, om Reisen varede længe,« og atter ved 10de September noterer han, at han »seilede 60 Mil (Leguas), nemlig to en halv pr. Time, men beregnede kun 48, forat ikke Mandskkabet skulde forfærdes, om Reisen blev lang,« og han fortsatte dermed fremover hele Reisen, men dog vogtede han sig for ikke at formindske Afstandene for stærkt. Det blev ogsaa snart nædvendigt at anvende baade Forsigtighed og ny Kløgt; thi Mandskkabets Ængstelighed sted med hvert nyt og uvant Fænomen. Den 13de September iagttog Columbus første Gang Afvigelsen ii Magnetnaalens Misvisning, idet Naalen paa Kompasset, istedetfor som sædvanligt i Europa at vise lidt østenfor Polarstjernen, nu pegte lidt vestenfor. Han taug stille med sin Iagttagelse;; men næste Dag gjentog det samme sig, »om end noget mindre,« og det varede ikke mange Dage, færend ogsaa Styrmændene maatte lægge Mærke til det. En almindelig Rædsel bredte sig ud blandt matroserne, »de var frygtsomme og sørg-
