stofer’s yngre Broder, og han kunde saaledes berette sin Broder i Castilien, at Omseilingen af Afrika var virkelig fuldendt, men at Veien havde vist sig at være meget længere mod Syd, end man havde formdet, og at endnu hele Afrikas Østkyst var at passere. Forsøgene ad den Vei blev derfor heller ikke strax fortsatte, idet man nu troede det rigtigst først ad andre Veie at samle Underretninger om det indiske hav; men disse Undersøgelser tog længere Tid, end man havde forudsat. Kongen i Portugal havde i 1487 sendt to Gesandter til Orienten, hvor de skulde søge at naa til »Presten Johannes« ekker Kongen i Abyssinien for der at skaffe sig Oplysninger om Handelsforhold og Reiseruter paa det indiske Hav. Det lykkdes den ene, Pedro de Covilhan, over Alexandria og Cairo at naa til det røde Hav og Ade, derfra hemmeligt med et arabisk Skib til Malabarkysten og Goa i Indien samt tilbage til Afrikas Østkyst, som han fulgte lige til Sofala. Han naaede heldigt tilbage til Portugal; han meldte her bl. a., at naar Portugiserne havde seilet om Afrikas Sydspids, vilde de komme ind i det østlige Ocean og der skulde de søge efter Sofala og »Maaneøen« for at naa til Indien. Selv drog Covilhan atter sydover til Abyssinien (Shoa), hvor han blev venligt modtaget af den kristne Konge; men denne Forbindelse med »Prestekongen Johannes« fik dog ingen Betydning, thi Covilhanblev af Kongen holdt tilbage i Abyssinien, giftede sig med en Abyssinierinde og levede der endnu i 1525, da en portugisisk Gesandt atter kom til Landet. Budskabet fra Covilhan om det indiske Hav naaede til Portugal i 1490 eller 1491; alligevel gik der flere Aar hen, inden det kom til Benyttelse, og imidlertid overraskedes Portugiserne med den ubehagelige Efterretning, at Castilianerne havde fundet den vestlige Vei til Indien, som Portugiserne ikke havde troet paa; thi — i Marts 1493 løb Columbus under castilisk Flag ind i Lossabons Havn paa Hjemeien fra den første Oceanreise.
