Aaret 1872 maa for Udviklingen af de norske Jernbaner sættes som et Mærkeaar. Tanken paa et norsk Jernbanenet er i dette Aar ikke blot fløien længere ud over Landet end noget Aar tidligere, men har endog, om vistnok med utydelige Træk, mærket dettes Grændser. Som bekjendt begyndte man forsøgsviis Banebygningen i Norge med Eidsvoldsbanen. Denne Stump af en Bane tænktes dengang neppe at blive yderligere forlænget. Saa kom den ene Banestump efter den anden, en i det Thrond-hjemske, en til Vinger og Grændsen, en til Elverum, en til Randsfjorden o. s. v. Men de fleste af disse Stumper toge sig, ialtfald for den mindre Indviede, snarere ud som Prøver og Forsøg, end som et Arbeide, udført med Tanken paa nogen større systematisk Enhed. Det var, som vilde man foreløbig kun overtyde sig om Muligheden af Jernveisanlæg i Norge.
Men maae disse Arbeider kun kaldes Prøver og Forsøg, saa havde de dog tilfulde aabnet Folkets Øine baade for Muligheden af Jernveisanlæg og for disses praktiske Betydning. Det er blevet Folket klart, at en af de allerstørste Hindringer for dets Fremgang i aandeligt og materielt Velvære virkelig kan bortryddes, at Landets uhyre Udstrækning kan forkortes og de store Distancer sammendrages. For Nærværende gives der neppe nogen Sag, som omfattes med en mere almindelig og levende Interesse end Jernbanesagen. Dette viser sig dels af den store Offervillighed, som kommer til Syne lige over for den, og dels i den Bevægelse, den har fremkaldt, selv i Landets fjerneste Egne. Allevegne fra høres Krav om Jernbaner. Bergen, Jæderen, Grevskaberne, Smaalenene, Gudbrandsdal og Romsdal, alle ville de delagtiggjøres i dette Gode, ja selv fra Nordland lyder et Krav, maaskee det mest berettigede af alle.
Der er ingen Tvivl om, at disse Krav paa en eller anden Maade maae imødekommes, og at de ikke ville ophøre, førend Landet har faaet et saa fuldstændigt Net af Baner, som de fysiske Forhold og Omstændighederne nogenlunde tillade. Vel maa man sige, at i Forhold til et saa stort Maal er det, som hidtil i den Vei er gjort, kun en Begyndelse, men med Tiden kan ogsaa et lidet Folk ved Samdrægtighed og god Villie gjøre Underværker. Allerede nu kan der med nogen Grund tales om et norsk Jernbanenet, idet nogle af de førnævnte Banestumper ere satte i indbyrdes Forbindelse ved den mellem Christiania og Drammen den 7de October 1872 aabnede Bane, der sammen med disse danner en til Christiania stødende Banestrækning paa noget over 33 norske Mil.
Christiania-Dram mensbanen, fra hvilken der i det Følgende skal leveres nogle Billeder, maa kaldes et sandt Storværk, saavel naar Hensyn tages til de Terrainvanskeligheder, Ingenieurerne her have haft at overvinde, som til dens store Betydning for det sydlige Norge. Derfor vilde dens Aabning vistnok være bleven feiret ved Folkefester, hvis den ei havde fundet Sted netop under Sorgen over Tabet af vor folkekjære Konge, Nu gik den for sig i al Stilhed, idet der blot for Banearbeiderne var gjort nogen festlig Tilstelning.
Naar undtages Eidsvoldsbanen, hvis enorme Anlægscapital nærmest maa betragtes som en Lærepenge, ville Anlægsomkostningerne pr. Mil for vore Baner bekvemt kunne tjene som Maalestok for Beskaffenheden af det Terrain, de have at gjennemløbe. Medens f. Ex. Grundsæt-Aamodtbanen kun har kostet omtrent 80,000 Spd. pr. Mil, har Christiania-Drammensbanen med samme Sporvidde kostet henimod 220,000 Spd. Det var med en vis Hovedrysten, Folk saae paa det af Ingenieurerne udkastede Project. Det gjaldt at føre Banen frem over dybe Afgrunde, gjennem ufremkommelige Urer og langs steile, lodrette Fjeldvægge. Kunde det gaae an at lægge nogen Bane her, maatte det, mente man, være muligt at lægge Baner, hvor det saa skulde være. Og det gik virkelig an. Opgaven var vistnok svær, men den techniske Videnskab har vidst at løse den paa en særdeles tilfredsstillende Maade. I Forbold til det anvendte Arbeide er den yderst billig, men dens Construction og Bygning er paa samme Tid saa stærk og solid, at den i saa Henseende Intet lader tilbage at ønske. Ved den i Høst stedfindende usædvanlig stærke og vedholdende Regn og deraf følgende Flom have dens nye og derfor mindre fuldkomment satte Banker og Gjennemskæringer udholdt en Prøve, som maaskee ikke oftere i dette Aarbundrede vil finde Sted. Som en særegen Vanskelighed kan nævnes et Slags bundløse, underjordiske Søer af Dynd og Hængeler, som man ved Gjennemskæringen af tilsyneladende compacte Jordvolde og fast fyldte Klippekløfter uventet var stødt paa, og hvorover Banen er bleven ført paa et Slags Flydebroer, bestaaende af Mastetræer som Sleepers, hvilende paa et underliggende Lag af Tverstokke, Grus og Faskiner. Paa et Par af disse Steder, ved Heia og ved Lysaker, fandt ogsaa, som man ventede, Sammenglidninger Sted; men da disse skete før Banens Aabning, have de ingen videre Ulemper medført.
De mange og store Uligheder i Terrainet have gjort Cbristiania-Drammens Banen saa afvexlende og rig paa naturskjønne Situationer, at den i saa Henseende neppe overtræffes af nogen anden Bane paa tilsvarende Udstrækning (4,7 norske Mil). Her at Opregne alle dens smukke Partier vilde næsten være en Umulighed og desuden føre for langt. Tilmed vil det neppe lykkes Nogen, at give en tilfredsstillende Skildring af dem alle. Det gjelder personlig at see dem, for rigtig at kunne forstaae og vurdere dem. Vi skulle derfor i det Følgende kun nævne nogle af de for den Reisende mest fremtrædende, idet vi med Trainet tage os en liden Udflugt fra Christiania til Drammen, hvilken Vei med Persontogene tilbagelægges i omtrent to, og med de blandede Tog i henved tre Timers Tid.
Strax efterat bave forladt Pepervigens smukke og velindrettede Station og passeret den dybe Fjeldkløft, gjennem hvilken Banen overskærer Russeløk-bakken, kjøre vi ned mod Frognerkilen og ere saa at sige med Et midt inde i Norges fagreste Natur. Til Venstre fare vi forbi Digteren B. Bjørnsons Hus og Ritmester Heftys pragtfulde Villa, og til Høire forbi det astronomiske Observatorium samt en Mængde Villaer, der baade ved sin Architektur og sit øvrige Udstyr, men især ved sin fremtrædende Beliggenhed i saa høi Grad pryde Christianias Vestende. Ret foran os have vi Christianiafjorden med dens Vrimmel af kommende og gaaende Dampskibe og Seilere af alle Slags, dens skovklædte Strande og dens Grupper af større og mindre Øer, hvoriblandt den yndige Ladegaardsø med det romantiske Oscarsbal speilende sig i Frognerkilen. Længere i Baggrunden strække sig Askers og Røkens blaanende Aase. Alene dette Billede vilde kræve Timer til udtømmende Studium og Beskrivelse, men saasom »vi reise med Banen«, levnes os hertil denne Gang ikke Tid. Paa svære Dæmninger af Sten, hvilende paa nedsænkede Lag af Faskiner, løbe vi tvers over den ene Bugt af Fjorden efter den anden. Det er Jernbanefart til Søes. Saa overskære vi det ene lille Forbjerg efter det andet og overraskes altid bag disse af nydelige Smaapartier, Dale og Høie med Villaer, Haver o. s. v. Lidt forbi Skarpsno, forhen det almindeligste Overfartsted til Ladegaardsøen, begynder en større Gjennemskæring, hvor Trainet midt imellem Klipperne løber over en af de førnævnte underjordiske Søer af Hængeler og Dynd. Saalænge man endnu kunde mærke nogen Bevægelse i de overliggende og tilstødende Jordmasser, holdtes her stedse Vagt, som itide havde at varsle Trainene og saaledes i Tilfælde af Sammenglidninger eller større Forrykkelser i Banelegemet hindre mulig Fare. Fra denne Gjennemskæring med de flere over den spændte Viaducter ankomme vi over Frøenelven til Tydskestrandens nette og bekvemt indrettede Jernbanestation, der om end noget mindre, dog i det Væsenligste ligner alle øvrige Stationer underveis. Herfra haves en smuk Udsigt saavel over Bestum- og Frognerkilen som opover mod Montebello og Holgerslyst. En smuk Chaussée fører fra Stationen over til Ladegaardsøen, der nu ved en
