forskjel paa personer, eller deres tilsynelatende feil eller dyder, gav han aldrig efter for nogen følelse av vrede,hvor sterkt han end blev fristet. Han var istand til at se og forklare det ondes upersonlige nature med de ord: „Fader, forlad dem thi de var ikke, hvad de gjør.“
Han visste at den kraft som besjælet ham og var drivfjæren i alle hans bestræbelser var uendelig, og denne kraft kunde han ikke forene med dyrkelsen av sin person. Hans mission var i sandhet ikke av nogen personlig art, og heller ikke forheliget av hverken sin egen eller andres personlighet, men fremhævet tvertimot stadig guddomens natur, og den absolute nødvendighet for menneskene at vaakne i Guds lignelse og derved finde at de ikke er materielle, men aandelige. Han opfattet sandheten saa klart og anskueliggjorde den saa ufeilbarlig, at inge efterfølgende tidsalder i den menneskelige intelligens’ utviklingshistoie noensinde har kunnet frembringe en filosofi som kan sammenlignes med hans lære og eksempel. Han hævet den aandelige sandhet til en saadan høide at den straaler gjennem tiderne som en ledestjerne der styrer menneskenes fornuft og vækker hos dem tanken paa de idealer som utgjør den evige virkelighet. Han erklærte at vi skulde kjende sandheten, og sandheten skulde frigjøre os. Denne sandhet var den magt som han utøvde. Den var hans virkelige væsen. Den gav ham herredømme over det onde, satte ham istand til at helbrede sygdom av enhver art, at frelse syndere og at opvække døde. Den gav ham herredømme over hans egen tilværelse og over hans eget legeme. Den satte ham istand til at opvække sit legeme fra de døde og at fuldbyrde sin endelige be-
