nok til ikke at komme frem med sit virkelige erinde; han nøiet sig med nogen høflige ord og med at spørre fra statskommissærerne om hvorledes det stod til med mig, som om det var det eneste han var kommet for.—
Jeg tok meget høflig imot ham i min kahyt; jeg sa ham at min helbred var bedre, men at jeg ikke fik nok motion, da jeg hadde gjort mig til regel ikke at gaa iland for ikke at vække ugrundet mistanke — at jeg haabet at kunne reise endnu samme dag o. s. v.; jeg roste Stortingets optræden, det gjorde han ogsaa, og jeg bad ham hilse kronprinsen, admiral Platen og grev Essen. Han gik fra mig med vakre talemaater om den særlige agtelse som han næret for mig, noget som jeg tok for hvad det var: svensk eller falsk høflighet.
Dette bud kom altsaa 5 dage efterat vi hadde faat den tidende at Stortinget hadde besluttet foreningen mellem de to riker (den 19de), en nyhet som jeg maatte vente, efter det jeg hørte fra Kristiania, i betragtning av tidsomstændigheterne og det umulige i længe at holde et nyt felttog gaaende. Det var dette som gjorde at jeg forlot den norske brig om kvelden den 21de, dog ikke uten sindsbevægelse; ti det at gaa ombord i den danske brig var det samme som at forlate Norge og dra til Danmark. Men hvis Stortinget hadde besluttet at gjøre motstand, vilde jeg ha mindedes min ed, enten jeg hadde været i Norge eller Danmark, og snart vilde man ha set mig i England for at tale dette undertrykte folks sak, og derefter i Bergen i spidsen for den mest forbitrede motstand. Men slik som det hele var gaat og maatte gaa, tror jeg at ha gjort ret i at rydde av veien hindringerne for en fredelig ordning, og jeg handlet klokt ved paa det tidspunkt at gaa ombord i den danske brig. Likevel er jeg glad over, at det guddommelige forsyn har latt mig faa lov til endnu i Norge at erfare slutningen paa det store optrin; saa meget mere vil nordmændene kunne overbevise sig om at jeg ikke har villet fremskynde min avreise eller forlate dem, før rikets skjæbne var slaat fast. —
Vi lettet anker den 26de oktober kl. 1½, og baade fæstningen og de norske brigger paa havnen gav kongesalut, som jeg lot svare paa med ni kanonskud fra den danske brig; disse kanonskud som gjenlød fra klipperne, var et vakkert skuespil; men stunden var likevel ikke mindre frygtelig for mig, og jeg fældte taarer, da jeg kanske for sidste gang saa dette
