for at hindre en blodsudgydelse som kanske kan undgaaes; samtidig venter Norge av en upartisk mægler, at han tilveiebringer fuldstændig nøitralitet og frit handelssamkvem for nordmændene med England, saalænge riksforsamlingen varer. Det vil ta en tid av 3 til 4 maaneder at sammenkalde den, og før den kan bli færdig. — En engelsk oversættelse av grundloven er ogsaa blit sendt ham idag. —
Doktor Müller, en venlig og fuldkommen hæderlig mand, er Morriers fortrolige; han oversætter de aktstykker som han ikke forstaar, og han har endog bragt ham riksforsamlingens protokol, overensstemmende med min befaling. Vor sak kan bare vinde ved at bli vel kjendt. —
Jeg har rettet et oprop til fedrelandets forsvarere om at møte frem og danne militskorps under sine egne chefer. De skal indskrives i hvert sogn, og de som mangler vaaben og ammunition, skal faa det. — Jeg har bestemt at nationalkokarden skal være graa og grøn. —
9Den engelske utsending har sendt en kort note til hr. Holten,
hvori han siger: „Da prins Christian ikke finder det beleilig at
sammenkalde en riksforsamling for at vise folket den kritiske stilling hvori
det nu er som følge av de forbundne magters beslutning, kræver jeg,
at min verbalnote av 7de dennes skal indrykkes i landets offentlige
aviser, og jeg venter svaret paa mit krav alt idag“. —
Jeg holdt statsraad i kveld efter middagen hos hr. Rosenkrantz, og statsraaderne hadde intet væsentlig at si til det forslag jeg gjorde dem om at omgaa kravet paa offentliggjørelse av Englands erklæring i det svar som Holten vilde gi, av den enkle grund at man maatte overlate dette til den engelske regjering selv, og ikke ved en slik offentliggjørelse binde sine hænder endnu mere, og mere end det er ønskelig. Istedenfor hadde jeg lyst til at erklære for Morrier, at da jeg av hans note saa, at den engelske regjering ønsket at dens erklæring skulde forelægges riksforsamlingen, fandt jeg dette stemmende med det som jeg alt hadde erklært, nemlig straks at befale at der skulde avholdes valg til en ekstraordinær riksforsamling, idet jeg stolte paa at Storbritanien vilde mægle paa et retferdig grundlag og vilde ta likesaa meget hensyn til folkeretten som til det norske folks lykke. Likeledes krævde jeg, at Norge skulde bli nøitralt, at vaabnene foreløbig skulde hvile, og at
