nationaleiendommene og de kongelige fabrikker, gruber og skoger. En komité for kirke- og skolevæsen er blit nedsat; i den har biskop Bech, professorerne Treschow og Sverdrup sæte. Jeg tror at valget av disse mænd for disse vigtige stillinger ikke er uheldig, og jeg føler mig rolig efter denne ordning; ti jeg holdt paa at segne under et arbeide som oversteg en enkelt mands kræfter.
Hr. Rosenørn vendte idag tilbake fra Sverige; han hadde været saa langt som i Vänersborg, og feltmarskalk Essen hadde været meget elskværdig mot ham; han selv hadde slet ikke talt om politik, men de andre saa meget mere. Disse herrer var slet ikke tilfreds med den mottagelse grev Rosen hadde faat, og de kunde ikke skjønne at jeg vilde vaage saa meget, eller at nationens oplyste mænd kunde foretrække en saa farlig mulighet for den lykke som ventet dem fra den svenske konges side. —
Feltmarskalkens svar paa grev Schmettaus brev viser, at han tror at det som er skedd her, bare er et rænkespil av hoffet eller av hensyn til mig personlig; han tror slet ikke paa at det er folkets vilje, og han skriver, at folket burde foretrække virkelige fordeler som en lovlig valgt konge kan byde det, for den indbildte uavhængighet som jeg holder frem for det, og som kan styrte det i uhørte ulykker. Han slutter med, at han ønsker et møte med grev Schmettau i Strømstad den 5te i denne maaned; men officielt kan han bare forhandle med ham paa grundlag av overenskomsten. — Han skal dra dit for at tale med feltmarskalken, men ikke i officielt opdrag.
3Jeg hadde alt hørt av Rosenørn, at grev Wedel hadde været 4
dage i Vänersborg paa sin reise gjennem Sverige. —
Han kom til mig klokken 2, og bragte mig blandt mange saker et billede av min bror — men uten at si et ord om det som var skedd her. Da han talte om kongen av Danmark, sa han mig, at hans sidste ord var: „Hvis prins Christian bryr sig det mindste om sit fædreland, saa si til ham, at han ikke maa driste sig til at motsætte sig fredstraktatens krav". Og det samme hadde Rosencrantz og Schimmelmann sagt. Han undskyldte sit ophold i Sverige, som jeg sa ham ganske aapent var mistydet, med at han hadde maattet dra til Vänersborg ifølge passet fra general Tawast, og for det andet med at feltmarskalken
