krøp paa alle fire opunder taket, og var mangen gang i fare for at stupe ned. Hvor han kunde naa til tittet han ind under det stygge kalkdække og skimtet de dyrebare levninger av romansk eller gotisk kunst i sin fineste blomstring som dulgtes bak det elendige hylle — hele «østskibet»s pillerækker var jo dengang erstattet med raa vægmure tildels behængt med træverks pulpiturer og tavler.
Schirmers skjønne tegninger av hvad man forefandt, sendtes til London og blev stukket i kobber i bredeste folioformat. Den omstændelige utredning som var Munchs sak, utarbeidet han saa i Kristiania, men avsluttet den først under sit ophold i Kjøbenhavn (paa veien til Rom) vaaren 1858. Under denne endelige bearbeidelse kom han til at skifte mening om et for bygningens historie væsentligt punkt — omfanget av Olav Kyrres oprindelige normanniske kirke; noget som har fremkaldt megen bitter strid mellem senere tiders domkirke-historikere. Oprindelig gik Munch ut fra at de endnu staaende normanniske vinger (tværskibet) var opført allerede under Olav Kyrre; i Kjøbenhavn blev han av danske arkæologer ført ind paa den tanke at «denne del av kirken er erkebiskop Eysteins verk», altsaa mere end to mandsaldre yngre.
I 1859 forelaa det statelige pragtverk fuldfærdigt; Munch hadde selv forfattet den engelske oversættelse av beskrivelsen. En engelsk kritiker har om denne engelske tekst uttalt: «Det er sandelig vanskeligt at opdage at den engelske oversættelse ikke er skrevet av en engelskmand. Som en prøve paa engelsk korrekt skrevet av en utlænding savner den muligens sidestykke»
Med dette fortræffelige verk i et historisk fag hvor han egentlig ikke var utdannet, har P. A. Munch ydet et stykke nationalt gjenreisningsarbeide
