Slik vandt Munch ikke alene en vakker opreisning for affæren i 1840, da han blev stængt ute av dansk «Historisk Forening», men optagelsen gav ham aapen adgang til at skrive i Oldskriftselskapets «Annaler», hvad Munch fandt særlig kjærkomment. Dahls «Literaturtidende», hvor han en tid selv var et slags vice-redaktør, var syknet hen og døde efter knapt to aar.
Samtidig med denne videnskabelige anerkjendelse i motstandernes leir fik Munch desuten, ved vennen Langes mellemkomst under et studieophold i Kjøbenhavn, drevet igjennem sit forslag om at norske sagatekster skulde det overlates nordmænd at utgi; paa høsten kom da ogsaa Oldskriftselskapets apparat til en Snorre-utgave op til Kristiania. Og Munch, Unger og Lange dannede en «Oldskriftkomite», som skulde virke som etslags filial for det nordiske Oldskriftselskap i Danmark.
Foreløbig bør det merkes at det var ved at oversende et eksemplar av sit kritiske angrep, sammen med et par andre publikationer, Munch denne sommer traadte i literær forbindelse med sin store mester Jacob Grimm. Denne sørget to aar senere for at hans lærling blev indvalgt som korresponderende medlem av Videnskaps-akademiet i Berlin. I mellemtiden hadde Munch gjort rikelig bruk av adgangen til at trykke i «Annalerne» en række betydelige avhandlinger.
Først blandt disse er hans fra studium av stedsnavn og geografiske forhold — man maa mindes at han samtidig var sysselsat med at tegne sit kart over det nordlige Norge — hentede bevis for rigtigheten av sin og Keysers indvandringsteori. Bygget paa samme grundlag var et par mindre avhandlinger om rent historisk-topografiske spørsmaal. Mere i Gerh. Munthes stil var fremstil-
