komme paa nærmere hold, var det ubetinget P. A. Munch som hadde efterlatt det sterkeste indtryk. Og hans skildring av dette sit indtryk blev en nøktern bekræftelse paa disse linjer av Bjørnson:
Ilden i hans brune øie,
glimtet av hans tanke hadde
slegt med improvisatorens
i de varme drue-lande.
Og hans lette stemnings-veksel
og hans fyrighet, der kunde
træle de utslagne vintre,
men til indfald kaste frugten, —
hin umaadelige rigdom,
hvori tanker, luner, toner,
glæde, smerte, lek og alvor
uten ophør, glimtet, spillet, —
det var som en dag i Syden.
Naar vi nedenfor gjør omstændeligere rede for Munchs liv og virksomhet, vil der bli anledning til at peke paa en række utslag av det betagende ved hans personlighet, som inderst inde bundet i det man pleier at forstaa ved genialitet. Men det vil allerede her være paa rette sted at nævne et par domme av utenlandske fagkyndige, der gir os en maalestok for det indtryk fremmede har mottat av hans produktion, uten at ha været under indflydelse enten av hans bedaarende personlighet eller av den nationale stolthetsfornemmelse som landsmandskapet kunde bringe nordmænd til at ligge under for. Sars beretter at han engang i 70-aarene paa en fotvandring kom i selskap med en bekjendt tysk sprogforsker, professor Aufrecht i Edinburgh, som underveis talte med den største entusiasme om Munch, og bl. a. sa at han satte ham i hensyn paa begavelse fuldt ved siden av Jacob Grimm. «Sterkere,» tilføier Sars, «kunde ikke en tysk sprogforsker uttrykke sin beundring». Og den kanske
