av barnesorg ved at se sin levealders største landsmand, folkets stolthet, byens avgud, revet bort for evig. Henrik Wergeland blev rykket ut av livet midt i sin straalende ungdom, og har derfor siden levet som et udødelig sindbillede paa den hellige ild som ikke dæmpedes av alderens stænk. Ole Bull fik leve livet ut, indtil haarmanken laa hvit om hans skuldrer, men blev ogsaa benaadet av skjæbnen med den lykke at ha præget ind i folkesjælen billedet av en olding som forblev ynglingens idealer tro til det sidste.
Nøiagtig midtveis i tid mellem disse sine to jevnaldrendes bortgang blev Peter Andreas Munch indhentet av døden, han i sin modne manddoms travleste virksomhet. Sittende ved arbeidsbordet sank han sammen, et offer for sin eneste passion, utrætteligheten. Og fjernt borte fra fædrelandet, til hvis ære han i aarevis havde bedraget sig selv for nattesøvn, blev han lagt til hvile i fremmed jord. Men da budskapet om det pludselige dødsfald naadde hjem, følte alt folket i samme nu, at det var sin største landsmand man havde mistet.
Nationen var saavidt vaaknet efter en mange hundrede aars dvale; den famlet saa at si endnu i ørsken, og visste knapt om den magtet at staa paa egne ben. Da var det disse tre genier møtte op som levende symboler paa den gjenfødte races sprudlende ungdomskraft. Wergelands himmeljublende lyrik flammet som morgenrøden; Ole Bulls triumftog verden over blev solopgangens fuldtonende fanfare. Nationen kjendte sig grepet av tro paa sig selv — haab blev til visshet: Norge kunde ha von om at gjøre sig gjældende paany. Og tredje mand steg frem og vidnet at det ingen drøm var naar folket mente sig ogsaa at eie minder at være stolt av, minder om fordums kraft og storhet, som
