landets lærdeste lærde var mesteren for. Et enkelt eksempel er illustrerende nok: en dag kom han glædesstraalende ind til den familie i hvis hus han bodde en tid som slegtning, og fortalte, at nu hadde han øvet sig saa ivrig at det virkelig var lyktes ham at skrive læselig med — foten! Slikt kunde han i et anfald av overstrømmende barnlighet falde i fristelse til at utføre; man forstaar, at pedant, sur tværdriver, indbildsk studienar kan denne mand ikke ha været. Det maa ha ligget let for ham at træde i rapport med sine medmennesker, saaledes ogsaa med fagfæller.
Men netop disse maatte ogsaa lettest la sig imponere av fagmanden Munch, fordi de kunde værdsætte hans lærdom og hans evne til at utnytte lærdommen. For fagbrødre aabenbarte sig den virkelige genialitet — hvis tilfældige sidespring over paa likegyldige omraader ytret sig i hine familiære smaapussigheter — gjennem glimrende «hugskot», langt lysende tankelyn. Den samme mand der skildres som sine barns overgivne lekekamerat paa stuegulvet, er ved sin overlegne lek med tidens fagproblemer indenfor de lærdes kreds uvilkaarlig blit høvdingen. Mellem lærde fagbrødre, og da vel allermest mellem historikere, er der vel intet som virker saa
