lige kilder til og rukket at gi en samlet fuldstændig fremstilling av sit folks uavhængighetstid; ingen kan derfor vite om han ikke, ifald han hadde faat leve op til støvets alder, ogsaa vilde følt sig ialfald forpligtet til at fortsætte sit rydningsarbeide ned igjennem dansketiden. Men med begeistring for selve emnet var han i saa fald ikke gaat løs paa arbeidet. Derom vidner noksom den aandsforlatte grundtone som slaar os i møte fra sidste bind av hans egentlige hovedverk, hvor han behandler Kalmar-unionens forberedelse. Og i en bladartikel fra 1853 finder vi følgende selvbekjendelse, som ikke er til at ta feil av: «Vi føler selv svært nok det store gap i vor historie fra 1537 til 1814, og da vi ei kan tænke os at utfylde det, søker vi i det mindste saa meget som mulig at frede om vor ældre historie og bringe den ret levende for vor bevissthet.»
Sansen for at læse gammelnorske sagaer var vaaknet hos Munch allerede mens han sat i mesterlektien paa Skiens lille skole. Ved universitetet traf det sig saa heldig, at just i samme semester som han blev indskrevet som student, tiltraadte en ny docent, hos hvem han kunde faa grundig veiledning i sagalæsning — den 7 aar ældre Rudolf Keyser, som like i forveien var kommet hjem fra et to aars ophold paa Island. Som allerede nogenlunde bevandret i faget blev den unge Munch indbudt til at læse privat med docenten. Slik knyttedes det venskap som i en mandsalder vedblev at være grundvolden for norsk nationalforskning.
Student Munch fik tillike Keysers private veiledning i at tolke de gamle lovtekster, som paa en enkelt undtagelse nær endnu kun forelaa i tilfældig erhvervede avskrifter; Bergens gamle bylov blev i 1829 utgit av professoren i økonomi, den alsidig
