granskning. Og dermed var grundstenen lagt til den bygning som blev Munchs livsverk — den norske nationalitets bedste vern og fæste.
FORBEREDELSEN.
Stod han saa rustet til dette livsverk allerede nu, den 24-aarige juridiske kandidat, som i sine sidste to studieaar tillike hadde været medredaktør av hovedstadens literære ukeblad?
Vi saa ham i skoledagene pløie Snorre fra perm til perm i originalsproget, som han med litt hjælp fandt sig tilrette i med de nye haandbøker, Rasks grammatik og Halldorssons leksikon. Men vi saa ham ogsaa vælge det juridiske brødstudium. Efter vor tids forhold skulde vi ventet at han, slik som hans anlæg og kald tydelig viste vei, hadde git sig i kast med filologien; men i hine tider forstod man ved filologi udelukkende latin og græsk, og han indsaa, at naar galt skulde være, maatte ialfald lovkyndighet gi rigtigere forutsætninger for studiet av fædrelandets fortid.
Imidlertid maa man derfor ikke tro at alle de fem aar han gik som juridisk student, egentlig blev anvendt til forberedelse for kopistværdigheten. Der foreligger sort paa hvitt for at juristen dyrket fremmede guder, og det i stor stil.
Ved de tider student Munch fyldte sit 21. aar, saa han sig første gang paa prent; det var i det store lærde danske «Maanedskrift for Literatur» med en anmeldelse av en ny norsk skolebok, rigtignok en anmeldelse paa et helt ark i drøit format. Denne debut-artikel røber at den endnu ikke fuldmyndige juridiske student allerede var fuldstændig hjemme i den da tilgjængelige sagaliteratur og i Norges og Islands gamle love, men desuten for-
