enkelt gang sit besyv med, en fem spalters artikel i «Morgenbladet», fyldt av ak og ve over «disse barbariets, raahetens og ukjærlighetens forfegtere» — «de lurvete uhyrer» — «øgle-ætten».
Som brav drabant svigtet han ikke parolen; men Goethe og Heine og Heiberg kunde nu ikke i længden fylde hans sind. Han hadde forlængst andre interesser at skjøtte.
Selve brødstudiet først og fremst; men Ørsteds store «Haandbog» og den unge lektor Stangs epokegjørende forelæsninger over grundloven var heller ikke det som fængslet hans tanker. I motsætning til sine to merkelige venner fandt han tilfredsstillende adspredelse i at delta i tidens livlige selskapsliv, og han var fast spillende medlem av «Lyceet», det mondæne musikalske selskap, for hvis unge damer han med sit underholdningstalent og sit galante væsen var en fortræffelig kavaler. Høsten 1833 drog vennen Schweigaard sydover paa sin store stipendiefærd gjennem Europa; selv hadde Munch endnu et skarpt eksamensaars læsning foran sig, men lot sig allikevel av sin ven Otto Løvenskiold overtale til at ture den sidste juleferie hjemme i Skien. Faren var netop utnævnt til stiftsprovst i Kristiania. Dette julebesøk blev en avgjørende begivenhet i Munchs personlige liv; ute paa Fossum traf han nemlig sammen med den 21-aarige Natalia Linaae, en yndig skibsrederdatter fra Larvik. Der var baller, og der var maskerade — Natalia den fortryllende skjoldmø, Peter Andreas den bolde ridder. Og slik som hun sang og som hun spilte! Da ferien var ute, hadde de to unge og vakre mennesker sluttet pakten og byttet ringer.
«Disse to begavede mennesker burde næsten ikke ha fundet hinanden» — skriver datteren, fru Larsen Naur —; «hver for sig en kunstnernatur,
