hovedavdelings vedkommende, saaledes fortsatte han ogsaa efter hjemkomsten dag og nat med dette sit livsverk. Arbeidet bestod nu væsentlig i oprydning «av et fuldkomment vildnis, hvor man kun med usigelig møie kunde arbeide sig frem … Vanskeligheterne hadde stundom været nær ved at overvælde ham.»
De sterkt forøkede indtægter gjorde ham det nu overflødig at træle med literært sjauerslit. Rigtignok hadde han sin i Rom efterlatte familie at underholde, men selv levte han stille i en gift søsters hus. Fra gavlvinduet i generalauditør Diriks’s løkke ved Skovveien lyste det hver nat i disse to vintre — sene nattevandrere saa ærbødig ditop, alle visste de at det var det norske folks historie som blev utformet under den lampe.
SIDSTE REIS.
Paaskeaften 1863 drog Munch atter sydover, han skulde se nøiere efter i Theiners endeløse protokolrækker og saa hente sine kjære hjem igjen.
De kom hjem uten ham.
Et hjerneslag rammet ham kort tid efter fremkomsten, og da han efter et par ukers sengeliggen igjen var kommen paa benene og hadde fundet tilbake til sin kjære plads ved skrivebordet, sluknet han pludselig med pennen i haand. Det var den 25. mai 1863. Sit 53. aar hadde han paa langt nær endnu ikke fyldt.
Som om hans livs opgave var fuldt løst da døden saa braat rykket ham bort fra verket, viste det sig at han like før saa skedde var naadd frem just til det maal han ialfald foreløbig hadde sat sig — istandbringelsen av Kalmarunionen, avslutningen av det norske folks selvstændighets tid.
