Fjeldet i én Røg, og SKodden rullede sig om os. Vi opgav Fienden paa Mysusæter og satte Kurs for Høvringen. Stormen øgede til Orkan, den drev os agterover, vi gik og gik, bøiede os flade langs Marken og gik igjen; Sneen var haard som Fjeld, Vinden blæste tvers igjennem os og kom ud paa den anden Side.
Efter fire Timers Kamp rundede vi Slethø Kl. 10 om Kvelden, stod paa Elven ned Høvringdalen i et eneste hvidt Gyv, stoppede for aabne Vande, omgik Styrtninger i Dalen, stansede Gang paa Gang paa de yderste Afsatser, gik snart op den ene side af Dalen, snart den anden, for saa tilslut at kravle op paa venstre Side, hvor Sætrene skulde ligge; der skraanede det jevnt med Buske og Stup iblandt, og den, som gik foran i den Alvorsdyst — Kapteinen gik selvfølgelig altid foran — fik nok føle Sanheden af, at „han kjæmper kun og falder“. Maanen viste sig overhovedet ikke den Kveld.
Kl. 12 Nat kom vi susende ned til Høvringe. Vi havde altsaa gaaet fuldstændig korrekt den Dag — mod Vind og i Skodde.
