Side:Breve fra Kongo.djvu/174

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Opklarende Veir, tildels med Vindbyger. Vi spiste vor lille Pølsefrokost, stelte vore kjære Ski, og begav os afsted sydover: vi gik tversover Dalen og op en uendelig lang og tung Fjeldskraaning. Vi var slappe og vel tørre i Halsen; men op kom vi. Deroppe paa Vidden kom Solen, den Skøieren, og hilste os hjertelig velkommen; Skodden forsvandt, og vi fik et godt Rundskue.

Det viste sig da, at vi om Natten var havnet i Bjørneskar-Sæteren, midt oppe i Grimsdalen, en af „Rondanes Baggaarde“. Det var altsaa Grimsdalen, vi om Aftenen havde stødt paa og fulgt ca. to Mil nordnordvestover til nævnte Sæter. Nu var det Solskin, og nu var vi ovenpaa! Vi saa Haverdalssætrene dybt nede i Syd, tog af Skierne og bar dem i Mose og Ur — fuldstændig snebart — ned i Haverdalen, og ved Sætrene, ikke 20 Meter fra, i Ly under en Bakke, saa vi fire kokette, halvt udviskede Skispor, — det var vore! Altsaa havde vi gaaet Haverdalen, men uden at se Sætrene.

*

Det var en deilig, varm Dag, formelig stille, og straalende Solskin. Vi varmede os