vare længe, før det Spørgsmaal har tabt al praktisk Betydning.
Og Negrene kan drive sin Jagt og sit Fiskeri og dyrke sine Rismarker, sin Maniok og Mais og Bananer og alt andet, som deres Jord kan give dem. Tilværelsens Usikkerhed svinder med Krigene; Rædselen for Fremmede er ophørt med Slavehandelen, og der voxer overalt frem en stedse større Tillid til den hvide Mand.
Forbrydelser mellem Indfødte kan afgjøres af Cheferne selv, medmindre offentlige Hensyn kræver, at de behandles af Statens Domstole; dette er naturligvis Tilfældet med alle grovere Overtrædelser; men alle slags mindre Tyverier, Slagsmaal og anden Gadeuorden, alskens „Drabssaar og Hugsaar og Benssaar og Jordskuf og Haargreb og Klæders Sønderrivelse“ behandles, hvis Paatalemyndigheden saa bestemmer, af de lokale Chefer; der er naturligvis ogsaa en Mængde Affærer, som aldrig kommer til Udenverdenens Kundskab, og som Chefen ordner helt paa egen Haand.
Men de Indfødte ved, at de alle, Slaver og Kvinder og Nobelmænd og Chefer, kan gaa til den hvide Mand og klage, og at deres
