til en gammel, tilsyneladende velhavende Mand med graat Haar: „Nu, Fader Abraham, hvad synes De om vor Tid? Maa ikke de svære Skatter ruinere Landet? Hvorledes skal vi kunne være istand til at opdrive dem? Hvad mener I vi skal gjøre?“ Fader Abraham rettede sig op og svarede ham: „Hvis I vil høre mit Raad, saa vil jeg meddele Eder dette i faa Ord: thi et Ord til den vise er nok, og mange Ord fylder ingen Skjæppe, som den fattige Richard siger.“ Hele Selskabet forsøgte nu at formaa ham til at tale. Man traadte i en Kreds omkring ham, og han begyndte saaledes:
Kjære Venner og Naboer; Skatter og Afgifter er rigtignok tunge; men hvis vi ikke havde andre end dem, vi maa betale til Staten, saa kunde det endda gaa an; men vi har ogsaa helt andre, som falder os langt tyngere. Vor Dovenskab koster os dobbelt saa meget som Stat og Kommune faar af os; vor Forfængelighed koster os tre Gange og vore Daarskaber fire Gange mere. Men fra disse Afgifter kan ingen Regjering befri os, hverken halvt eller helt. Imidlertid er dog ikke alt tabt, naar vi kun vil følge gode Raad; thi, som den fattige Richard siger i sin Almanak for 1733: Gud hjælper den, som hjælper sig selv.
Hvad vilde Folk sige om en Regjering, som tvang Folk til at gjøre Pligtarbeide den tiende Del af dets Tid? Men Dovenskaben stjæler fra mange langt
