vore smukke Forhaabninger derved blive ødelagt og vi selv helt ruineret.
I denne Nød kom to sande Venner til mig, hvis ædelmodige Handling jeg ei har glemt, og, saalænge jeg kan huske noget, aldrig vil glemme. De kom hver for sig uden at vide noget af den andens Hensigt, og uden at jeg havde anmodet derom. Hver bød mig saa mange Penge som jeg trængte forat bringe Forretningen over paa mine Hænder, hvis dette lod sig gjøre, da de ikke gjerne saa mig i Selskab med Meredith, da denne ofte viste sig drukken paa Gaden og spillede høit i Ølhusene. Disse Venner var William Coleman og Robert Grace. Jeg sagde dem, at jeg ikke kunde foreslaa nogen Skilsmisse, saalænge der var nogen Sandsynlighed for at Merediths vilde opfylde deres Andel af Overenskomsten. Skulde de derimod ikke være istand hertil og vort Selskab som Følge deraf maatte opløses, saa vilde jeg som fuldstændig fritstaaende modtage det ædelmodige Tilbud.
En Tid blev alt ved det gamle. Men en Dag sagde jeg til min Kompagnon: „Maaske er Deres Fader utilfreds med, at De blot har en Del i Forretningen og ikke er villig til at gjøre for to, hvad han kunde gjøre for Dem alene. Sig mig det kun ligefrem, saa vil jeg overlade Dem det hele og se til, hvorledes jeg kan hjælpe mig videre.“ „Nei“, sagde han, „min Fader er skuffet i sine Forventninger; han er ikke
