gav Butiken et bedre Udseende; kort sagt, jeg var i enhver Henseende Forretningens Faktotum.
Men hvor nyttig jeg end gjorde mig, saa indsaa jeg dog, at mine Tjenester hver Dag blev af mindre Betydning, efterhvert som de andre Arbeidere blev mere øvede. Da Keimer betalte mig min 2den Kvartalsgage, lod han mig forstaa, at han syntes det var alt formeget, og haabede, at jeg vilde eftergive ham noget. Han begyndte at blive mindre høflig, og Tonen blev som min Herres. Hyppig fandt han noget at udsætte, var vanskelig at tilfredsstille, og det saa ut til at han vilde lade det komme til et Brud med mig.
Jeg lod som om jeg ikke merkede noget og bar alt med Taalmodighed. En ubetydelig Hændelse blev imidlertid Aarsagen til at Forholdet opløstes. Jeg hørte en Dag Larm udenfor og saa ud af Vinduet for at erfare hvad der var paafærde. Keimer var paa Gaden, og da han saa mig, raabte han høit og vred til mig, at jeg skulde passe mit Arbeide. Han tilføiede ogsaa nogle Bebreidelser, som ærgrede mig saa meget mere, som de blev tilraabt mig fra Gaden, saa de kunde høres af Naboerne, som ligeledes var bleven lokket til Vinduerne af Støien og saaledes blev Vidner til den Behandling, som vederfaredes mig. Umiddelbart derpaa kom han op paa Trykkeriet, hvor han fortsatte sine Fornærmelser. Vor Strid blev gjensidig heftig og Enden blev, at han opsagde
