dem om Fundet, og jeg havde den undtagelsesvise Fornøielse at høre, at de, efterat de havde læst og omtalt det, gav den sin uforbeholdne Anerkjendelse. Blandt de Personer, som de mente kunde være Artikelens Forfatter, var ikke en, som ikke hørte til Landets allerbedste. Jeg troede nu at være selvstændig nok til at bedømme mine egne Arbeider, og min Agtelse for de Mænd, som jeg hidtil havde holdt for udmerkede Forfattere, begyndte at aftage sterkt, Opmuntret ved denne lille Episode, skrev jeg flere Artikler der gik samme vei, og alle fandt god Modtagelse. Jeg beholdt min Hemmelighed for mig selv, indtil mit ringe Forraad af Kundskaber var udtømt, hvorefter jeg angav mig som Forfatteren.
Da min Broder havde gjort denne Opdagelse, begyndte han at have lidt større Agtelse for mig. Men han betragtede sig dog altid som min Herre og mig som sin Lærling; ja i mange Tilfælder gjorde jeg den Erfaring, at han endogsaa behandlede mig strengere, skjønt jeg dog som hans Broder turde haabet paa Overbærenhed. Vore Stridigheder blev ofte meddelt min Fader, og enten det nu var fordi min Broder havde Uret eller om jeg bedre end han forstod at tale min Sag, saa faldt Hans Udtalelser oftest ud til min Fordel. Min Broder var meget lidenskabelig og glemte sig endog saavidt, at det kom til Haandgribeligheder — en Omstændighed, som
