Lidt Forfængelighed er jeg — som de fleste nok
forstaar — selvfølgelig heller ikke fri for, det
tilstaar jeg, og denne blir ogsaa ved mit Skriveri
tilfredsstillet paa den mest uskadelige Maade.
Kun i de sjeldneste Tilfælder har jeg hørt den undskyldende Talemaade: „Jeg kan sige det uden Selvros“, hvor der ikke umiddelbart efterpaa har fulgt et staaende Bevis paa det stik modsatte. De fleste Mennesker hader Forfængelighed hos andre, men selv kan de være meget beærngt med denne. Hvad mig selv angaar, saa bringer jeg gjerne Forfængeligheden mit Offer, hvor jeg end møder denne; thi jeg har den Overbevisning, at dette er det fordelagtigste saavel for de, som lader sig fuldstændig beherske af den, som ogsaa for de, der staar under disses Indflydelse. I mange Tilfælder skulde man derfor ikke synes det er smagløst, naar nogen regner sin Forfængelighed med til Livets Lyssider.
En af mine Onkler, som, i Lighed med mig selv, befattede sig med at samle Efterretninger om vor Familie, har meddelt mig nogle Notiser, fra hvilke jeg har taget mange Enkeltheder om vore Forfædre. Af disse erfarede jeg, at de gjennem et Tidsrum af mindst 300 Aar havde levet paa et Frigods af 30 Acres Størrelse i en og samme Landsby,
