Side:Blandt anarkister.djvu/74

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


institutioner, og selv mænd og navne, som havde været mig hellig og dyrebar, traadte de dybt under fødderne og stænked dem med sin bitre galde. Og under den stærke selvfølelse af sit menneskeværd førdred de ret til livet, ret til at nyde det og ret til at arbejde, ret til at bli salig her paa jorden. Jorden er menneskenes og alt det, som paa den er. Alt tilhører alle.

De fordred den højeste frihed — friheden uden lov og grænse — de fordred et nydelsernes liv — menneskerne skabte jo nydelserne selv — og saa vilde de gjøre arbejdet til en dejlig leg, til det skjønneste i menneskelivet. Og deres stærke livsens trang var dem ikke længere idealer og utopier, det var dem en virkelighed, som de trodde var saa nær, at den lige saa godt kunde komme imorgen som en anden dag. Og alle var de forberedt paa at modta den — at kjæmpe, at lide og at dø for den skjønne fremtid.

— Vi gik langs skraaningerne i Putaux. Navarra, den gamle kommunard, viste mig, hvor han med fire og tyve mand havde staaet og kjæmpet mod hundrede gendarmer, hvor den ene efter den anden af hans kammerater