vuggende rythmer, saa blæser de simpelthen ad den slags tøjs. Hvad gjør jeg med det, som er vakkert, naar min mave er tom? sier de. En eneste gang har jeg hørt et beundrende ord over skjønhed falde fra en anarkist. Det var øverst oppe paa Montmartre. Det store Paris laa under os, og vi havde en vid udsigt over den vakre omegn. Han stamped mod jorden og sa: Aa at dette forbandede bourgeoisie-samfund skal eje denne dejlige by! Men den skal bli ti fold vakrere, naar det røde flag vajer over den. —
Der er ingen mennesker i vort samfund, som staar i saa lav kurs som anarkisterne. Det er jo ogsaa rimeligt; thi paa den anden side er der ingen, som hader de nuværende samfundsformer saa højt som dem. Og anarkisterne er ikke gode borgere; thi de lægger ikke engang sin stemmeseddel i valgurnen. Men de er ikke mordere og kjæltringer; de er folk, som vil noget, som har en sag, som de tror er retfærdig, og som de kjæmper for til siste blodsdraabe. De er ikke barbarer, som vil lægge kulturen øde; de vil en højere kultur, bedre mennesker og en bedre jord for dem at
