Men just dette gjorde, at vi i Gjenrejsningens Tid stod fremst i Rækken og mest rede, da Lighedens og Frihedens Evangelium i Aarhundredets Skifte gik sejrende over Europa. Men noget endeligt har vi ikke naaet, det viser bedst den Kamp, vi nu staar i; thi det kan ikke overdækkes, at den er en national Kamp. Den er paaført os af de samme, som har modstaaet alle nationale Begyndelser hos os, fra Maalstræv og Højskole til Skyttersag, — og vi ved, at hvis vi taber i den nuværende Kamp, glider vi ind under Sverige. Hos os er enhver større politisk Kamp uvilkaarlig en national. Dette er Følgen af i snart fem hundrede Aar at have været afhængig af et andet Lands Konge; den var uundgaaelig.
Altsaa: noget endeligt har vi endnu ikke naaet; men hvad som selvfølgeligt maa være vort Maal, hvis Udviklingens Logik skal fortsættes, det ser vi alle, og med størst Klarhed, naar vi staar paa et historisk Sted som dette.
Her paa Stiklestad for 800 Aar siden var det Kongedømmet, som sejrede, og skulde sejre, her som andetsteds. Dets Historie siden hos os og hos andre Folk kjender vi. Tiden er kommet, at ogsaa det indstævnes til Afløsning, ja er alt begyndt at afløses. Vi staar atter ved et Vendepunkt.
Det norske Folk har holdt længe fast; thi her havde Kongedømmet engang en stor Gjerning. Men siden har vi erfaret, at Fædreland og Konge er to forskjellige Ting, og de sidste Dages Begivenheder har endelig ført os derhen, at mange begynder at spørge, om det virkelig længer er nødvendigt. (Bifald.) Hvor jeg har rejst, har jeg truffet Fristatsmænd, især blandt Ungdommen, Mænd som Kvinder. Jeg begynder at tro, at de kan tælles i tusenvis. Jeg gad vide, hvormange den sidste Trontale har givet os. Hvad de gjør i Hovedstaden og ved Hoffet for ret at bringe Kongeligheden til at skinne, svækker den netop endnu mere i Folkefølelsen. Det norske Folk ser paa sligt — ikke med æsthetiske, men med moralske øjne. De store Udlæg til mindre end intet, nemlig til tom Udstilling af Personer, høver ikke dette Folks Vilkaar (Bifald), da et Hof ikke er den rette Repræsentant for et Bondefolks Begreb og Sæder.
Thi det, at de bestemmende i Norge er blevet Bønderne, ikke Storbønderne, men Bønderne jævnt og ligeligt, — dertil maa der tages Hensyn.
