raader: Sprog og Sæder, Kunst og Literatur. Saadan var det Program, hvorom en enthusiastisk Ungdomsskare samledes med Henrik Wergeland i Spidsen. Men stort mere end et Program kunde det nu for det første ikke bli, — dertil var de store Opgavers Løsning endnu for lidet forberedet; eller det kunde ialfald ikke bli mere end et Slags Ouverture, i hvilken de forskjellige Themaer, hvorover Stykket er bygget, til en Begyndelse blir slaat an og bebudet, saa Tilhørerne forberedes paa, hvad der skal komme. Og ingen kunde være bedre skikket til at føre an i en saadan Ouverture end Wergeland med sit overstrømmende, lyrisk-umiddelbare Digternaturel, med sit allerede i en tidlig Ungdom opnaaede og fast tilegnede Udgangspunkt for en vidt omfattende Verdensopfatning og med sin fra Syn til Syn rastløs ilende Fantasi.
Eftersom det viste sig, at det store Program var en Antecipation af Udviklingen, indtraadte en Reaktion i den raadende Stemning; Enthusiasmen afløstes af Tvil og mismodig Kritik. Wergeland var i sine sidste Leveaar en ensom Mand, og efter hans Død blev det mere og mere stille om hans Navn, som engang ikke kunde nævnes uden at vække den voldsomste Strid. —
Imidlertid vedblev dog hans «Stjernebilled at lyse over Landet». Det store Fremtidsprogram, som var stillet op i Wergelandstiden, og som havde faat en saa straalende poetisk Glans over sig ved denne Periodes sterkt bevægede Liv og frejdigt ungdommelige Kampe, kunde vel skyves tilside for en Stund, men det kunde ikke bli glemt eller opgit. Det maatte skimtes bag alle Taager som det fjerne Maal for Nationens fremadskridende Udvikling, og det maatte træde frem og gjøre sig gjeldende med fornyet Magt, naar en ny politisk Stormhvirvel nærmede sig, saa der kom Uro i Luften og Taagerne fordelte sig eller fejedes væk. —
Et saadant Vejrskifte indtraadte henimod Slutningen af 50 Aarene. Den voldsomme politiske Reaktion, som fulgte efter Februarrevolutionen over saagodtsom hele Europa, havde løbet Linen ud og blev afløst af en
