jeg forstod, hvad han mente. „Nej,“ sagde jeg, „der er noget, der snarere vilde føre dertil, og det er, om Frankrig og Tyskland blev allierede“. Der blev ganske stille. Saa sagde en af Selskabet: „Ja, men der maa gaa nogle Vilkaar forud.“ — „Naturligvis,“ sagde jeg, „Elsass-Lothringen maa enten deles, eller det maa blive et nevtralt Land mellem de to, det er Prisen, ellers kan det ikke gaa.“ — „Det er umuligt!“ sagde en Mand i Selskabet. Jeg svarede: „Men er det virkelig umuligt, naar noget saa stort kunde vindes paa det som Verdensfreden? For blev de to enige, var al Ting gjort, da maatte de andre komme til. Det var det herligste, der kunde hændes.“ Saa viste det sig, at hver evige en ønskede det! Saadan er det. Vi har et officielt Hjerte, det ligger i Pressen og i andre offentlige Organer, og vi har et privat Hjerte, og det er et dejligt Hjerte, bare det vovede at tale!
Jeg vil ikke gaa herfra uden at sige, at jeg har haft Glæde af den danske Vaar, som jo ogsaa, efter hvad man har fortalt mig, er den prægtigste, I har haft i mange Aar. Jeg har haft Glæde af dens Frodighed,
