Det var heller ikke det svenske Kongehus, vi vilde krænke. Vi bad dem give os en Konge af Bernadotteætten. Vi kunde dog ikke klarere sige, vi vilde Fred og Samarbejde. Og saa tog de Svenske det saaledes, at det var en Haan, vi viste dem. I Stedet for at tage imod det Tilbud, lagde de Vilkaar frem for os, hvoraf et krænkede os paa det dybeste.
Jeg rejste for en Tid siden forbi Frederiksten Fæstning ved Frederikshald. Den har mere end én Gang frelst vort Land, den har aldrig overgivet sig, og nu var den paa Svenskens Bud og Befaling ødelagt som Fæstning. Hvad jeg følte derved, kan ingen saa godt forestille sig som Danskerne. Uagtet denne Ydmygelse — Svenskens Vrede sluttede ikke, saa at vi, da vi nu endelig skulde grunde vor Forfatning, ikke turde gaa til Republik, vi maatte søge en anden Konge, en Konge, som gennem sine Forbindelser kunde forsvare os.
Jeg maa omtale dette, for det ærgrer mange af os i Norge, at I Danske har krævet af os, at nu skulde vi gøre os til Republik. Det er ganske vist saa, at den store Del af
