Det skal bade i lysets flod,
tage mildt imod
mit øjes bristende luer!“
Stålet rant i, og hans øjes væld
sank som et lyn i natten.
„Magnus, vor konge, farvel, farvel!“
— „Å, farvel, farvel,
I, som fulgte i somre atten!“
SYNDEN, DØDEN
Synden, døden, søstre to,
to, to,
sat tilsammen i morgenrøden.
„Gift dig, søster, så får jeg bo,
bo, bo,
i dit hus,“ sagde døden.
Synden holdt bryllup, døden lo,
lo, lo,
dansede om dem på bryllupsdagen;
natten kom, hun brudgommen to',
to', to',
og bar bort i et lågen.
Synden vågnet alene, græd,
græd, græd.
Døden sat over i morgenrøden:
„den du ælsker, jeg ælsker med,
med, med; —
han er her,“ sagde døden.
FRIDA
Frida, jeg visste, du ej vilde leve.
Steg blot en tanke med magt til at hæve,
stirret du henad med higende kræfter,
som vilde du efter.
Øjnene, å så forundrede, klare,
glæmte at se, medens du glæmte svare:
da vokste snehvite vinger, som siden
bar bort over tiden.
