Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/42

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


Op, op, bondemænn, han er fallen;
men han som fællte ham, lever!
Kjænner I mig ikke? Bergljot,
datter av Håkon fra Hjørungavåg...
nu er jeg Tambarskjelves enke.

  Jeg roper på eder, hær-bønder:
min gamle husbond er fallen.
Se, se, her er blod på hans bleke hår,
eders hoveder kommer det over;
ti det bliver koldt uten hævn.

  Op, op, hærmænn! Eders høvding er fallen,
eders ære, eders fader, eders børns glæde,
hele dalens eventyr, hele landets hælt, —
her er han fallen, og I skulde ikke hævne?

  Myrdet i mørke, i kongens stue,
i tingstuen, lovstuen er han myrdet,
myrdet av lovens første mann, —
å, lyn vil falle fra himlen på landet,
hvis det ikke luttres i hævnens lue!

  Skyt langskibe fra land!
Ejnars ni langskibe ligger her,
lad dem bære hævnen til Harald!

  Å stod han her, Håkon Ivarson,
  stod han her på bakken, min frænde,
  da fant Ejnars bane ikke fjorden,
  og eder, fejge, slap jeg bede!

  Å bønder, hør mig, min husbond er fallen,
mine tankers højsæte i halvhundre år!
Væltet er det, og ved dets højre side
vor eneste søn, å, al vor fremtid!
Tomt er der nu innen mine to armer;
kan jeg vel mere få dem op til bøn?
Eller hvorhen skal jeg vænde mig på jorden?
Går jeg bort til de fremmedes steder,
ak, så savner jeg dem, hvor vi levde sammen.
Men vænder jeg mig derhen, —
ak, så savner jeg dem selv!