Morgensolens glæde,
å, du er min barndomstid;
mens du leker ren og hvid,
jeg kan næsten græde.
Aftensolens hvile,
å, du er den vises ro; —
længer frem, så vil du jo
mot mit vindu smile?
Morgensolens sange,
å, du er den fantasi,
værden solglad løftes i, —
den jeg ei kan fange.
Aftensolens mildhed,
du er mer æn visdoms ro,
ti du er den kristnes tro —
nå mig med din Stilhed!
TIL EN GUDSØN
(1861)
(Med et album, hvori portrætter av alle dem som i hans fødselsstund formet tankerne i åndens og politikkens værden)
Her får du den konstellation at skue,
hvorunder dit lys blev tændt;
de stjærner, nu glimrer på tankens bue,
er samlede her omtrent.
Hvad spår de dig, lille? Det vide vi ej.
De lyser nu frem på din ukjænte vej,
og tænder de tanker, som vænter dig. —
Først får du at samle,
så skille dem, —
så får du at famle
dig længer frem.
BERGLJOT
(Harald Hårdrådes saga kap. 45 mot slutten lyder: Da Ejnar Tambarskjelves hustru Bergljot, som sat tilbake i herbærget i byen, spurte mannens og sønnens fall, gik hun straks op i kongsgården, hvor bondehæren var, og ophisset den meget til slag. Men i samme øjeblik rodde kongen ut efter elven. Da sa Bergljot: „Nu savner vi her min frænde Håkon Ivarson; ikke skulde Ejnars banemann ro ut efter elven, om Håkon stod her på elvebakken“)
