Side:Bjørnson - Samlede værker mindeutgave vol 1.djvu/324

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

torm, idet han bladede om: „Han så ikke bort til hende i hele Dag.“ — „Nej, jeg mærkede mig også, at han sad stille i Stolen, til hun var gåen.“ En Stund efter sagde Guttorm: „Du tror, han glemmer hende?“ — „Det var i alle Fald det Bedste.“

Guttorm læste ligefrem, Konen bladede. „Jeg synes ikke videre om, at Ingrid bliver siddende her,“ sagde hun. — „Synnøve har neppe nogen Anden at tale med.“ — „Hun har os.“ — Nu så Faderen bort på hende: „Vi må ikke være for strenge.“ Konen tiede; om en Stund sagde hun: „Jeg har heller aldrig forbudt hende det.“ Faderen lagde Bogen sammen, rejste sig og så udover ifra Vinduet. „Der går Ingrid,“ sagde han. Neppe havde Moderen hørt dette, før hun gik hurtig ud. Faderen stod endnu længe i Vinduet, vendte sig da og gik op og ned. Konen kom ind igjen, han stansede. „Jo, det var som jeg tænkte,“ sagde hun; „Synnøve sidder oppe og græder, men roder nedi sin Kiste, når jeg kommer,“ og så fortsatte hun, idet hun rystede med Hovedet: „nej, det er ikke godt, at Ingrid går her;“ — hun gav sig til at stelle med Kveldsmaden, gik ofte ud og ind. Engang, medens hun var ude, kom Synnøve, lidt rødgrædt og stille; hun gled tæt forbi Faderen, som hun så oppi Ansigtet, og hen til Bordet, hvor hun satte sig og tog en Bog. En Stund efter lagde hun den sammen, gik hen og spurgte Moderen, om hun skulde hjælpe hende. „Ja, gjør du det,“ sagde denne; „Arbejde er godt for Alting.“

Det blev hendes Tur at dække Bordet; det stod borte ved Vinduet. Faderen, som hidtil havde gået op og ned, gik nu derhen og så ud; „jeg tror den kommer sig den Bygageren, Regnet slog,“ sagde han; hun stillede sig ved Siden af ham og så til. Da sagde han sagte: „Det står godt på Granliden iår.“ Han hørte Ingenting fra hende; men hun blev stående og se; da vendte han på sig, Konen var inde, og så strøg han bare den ene Hånd ned ad Synnøves Baghoved, hvorpå han atter gav sig til at gå.

De spiste, men meget stille; Moderen læste Bønnen den Dag både før og efter Bordet, og da de havde rejst sig, vilde hun de skulde læse og synge, hvad de også gjorde. „Guds—Ord giver Fred; det er dog den største Velsignelse i Huset.“ Moderen så i det Samme hen til Synnøve, som havde slået Øjnene ned. „Nu skal jeg fortælle en Historie,“ sagde Moderen; „det er sandt hvert Ord, og ikke ilde for den, som vil tænke derover.“ — —

Og så fortalte hun: „Der var i min Opvæxt en Jente på Houg, som var Datterdatter til en gammel boglærd Lensmand. Han tog hende tidlig til sig forat have Glæde af hende på sine gamle Dage, lærte hende da naturligvis Guds—Ord og god Skik. Hun var snar til at fatte og glad i Kundskab, så hun, inden lang Tid løb, var fremme, hvor vi stod tilbage, hun skrev og regnede, kunde sine Skolebøger og 25 Kapitler i Bibelen, da hun var 15 År; jeg husker det som det var igår. Hun holdt mere af at læse end af at danse, så hun sjelden fandtes der, hvor Laget gik, men tiere i Bedstefaderens