den kom. Under dette begyndte hun at smånynne, derpå at synge lidt højere og så med klar høj Stemme følgende Sang. Hun havde nok laget den om Natten efter en anden, som ikke rigtig passede her; men var det så, blev dette den første og sidste Vise, hun lagede.
Nu Tak for Alt ifra vi var små
og legte sammen i Skog og Lage'.
Jeg tænkte Legen den skulde gå
oppi de grånende Dage.
Jeg tænkte Legen den skulde gå
ud fra de løvede, lyse Birke
did frem, hvor Solbakkehuse stå
og til den rødmalte Kirke.
Jeg sad og vented såmangen Kveld
og så did bort under Granehejen;
men skygged gjorde det mørke Fjeld,
og du, du fandt ikke Vejen.
Jeg sad og vented og tænkte tit:
når Dagen lider, han Vejen vover.
Og Lyset sluktes og brændte lidt,
og Dagen kom og gik over.
Det stakkers Øjet er blevet vant,
det kan så sent med at vende Synet;
det kjender sletingen anden Kant;
og brænder sårt under Brynet.
De nævner Sted, hvor jeg Trøst kan få;
det er i Kirken bag Fagerliden;
men bed mig ikke om did at gå: —
han sidder lige ved Siden.
— Men godt, så ved jeg dog, hvem det var,
som lagde Gårdene mod hverandre
og Vej for Synet i Skogen skar
og gav det Lov til at vandre.
Men godt, så ved jeg dog, hvem det var,
som satte Stole til Kirkebor'et,
og gjorde, at de gå Par om Par
fremover lige mod Koret.
