ganske passe til at bære
slæpet på hans hæng.
Montro, hvad de vilde svare,
Christie og de gamle kare’,
hvis de stod på Ejdsvoll æn,
murende med sværd om lænd.
Svenskens ord var tit så store,
og vi var så små,
men det aldrig noget gjorde,
når det rønte på.
Wessel og de norske gutter
på den lille sorte kutter
fik den svenske flagfregat
jaget over Kattegat.
Lad kun svenske adeln svinge
Karl den tolvtes hat;
jambred ham, til krig som tinge,
går vi like ratt.
Bliver det for galt derinne,
skal vi vej til Torgny finne,[1]
og så gjæller det en dag
Nordens store frihedssag.
†
JOHAN LUDVIG HEIBERG
(1860)
Nu de bar ham ut til graven,
ham, den gamle, muntre gartner;
nu går børnene med gaven
fra hans eget blomsterbed.
Åpen æn står havelågen,
hvor han sat inunder træet,
og vi skotter in, om nogen
skulde sitte der ænnu.
Der er tomt. En sortklædd kvinne
vandrer om med sagte fot-trin;
hun er ene nu derinne,
hvor hans klare latter lød.
- ↑ Bønderne. Se Olav den helliges saga, hvor Torgny på Upsala-ting rejser sig på bøndernes vegne og kræver fred mod Nordmænnene.
