Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/42

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


selvagtelse, fortjener hun vor agtelse fremfor mangen gift hustru, og det må vi vise hende.

Jeg slutter med noget, som jeg kalder flerkoneriets idealer over vort liv; vi har hidtil ikke lagt nok mærke til dem. Vi var inde på dette, da vi talte om den behagesyge forfængelighed, som opales, når en holder sig selv på udstilling den grundlæggende alder igjennem. Skal forfængeligheden ha overtaget netop i den tid, da vore idealer dannes, så ved vi, hvordan de blir. Men kommer en stærkt opøvet nydelse til og udelukkes troskaben, mens erobringssygen, tirret indtil grusomhed, får være rådgivende, — ja så blir vore idealer fiender af dem, vi ærer i et sædeligt hjem. Det blir forfængelighedens, nydelsens, menneskejagtens idealer over vort liv; fra fyrstehusene og nedover vil de brede sig mageligt smittende, — side om side med det uskadeligste præstepræk imod dem.

Så langt ifra at kvinderne i almindelighed samler sig til modstand, at selv de ærbareste ofte troskyldig tjener dem uden at vide, hvad de gjør.

Jeg går ikke efter de hundre måder, som dette sker på; jeg nøjer mig med at brænde ind i hukommelsen noget enkelt. På en pariserudstilling så jeg don Juan, flerkonemændenes ideal, fremstillet af en stor mester, i det øjeblik, donna Annas far, kommandanten, er vendt tilbage fra dødens rige for at føre don Juan til helvede. Båden, som skal bære over dødens vande til det ukjendte,