Side:Bjørnson - Engifte og mangegifte.djvu/40

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent


sig Comte og Stuart Mill, så vi har samtidens største tænkere med os.

Jeg tør kanske her minde om, at muhamedanerne (og efter dem mormonerne) fører som undskyldning for flerkoneriet, at en frugtsommelig hustru bør være med fred; ellers blir den sanselige arv i fostret for stærk. At pålægge kvinden afkald for slægtens skyld, og selv fejgt unddrage sig det, kan ikke være undskyldning for flerkoneri. Men spørsmålet er i sig selv af stor vægt; blant os er det først blit rejst i den aller siste tid. Somme læger ytrer tvil, som jeg her ikke skal indlade mig på, skjønt de er af sjælelig art. Mig synes sætningen at være sand; moderens kamp til sejr (hvis der er nogen) må sætte arv i fostret, hun bærer, — saa vist som der går arv af det modsatte. Men er det sant, da er dette en af hine sanheder, der ligner dybe øjne, som synes at ha et andet inde i sig. Der er en sanhed inde i denne igjen, som vil stirre på menneske heden, til den lystrer.

5.

Før jeg haster mod slutten, må jeg sige et par ord om skilsmisse, fordi den af mange holdes for at være lovens bifald til mangegifte og derfor i sig selv utilladelig.