er noget med, som vi ikke ser og ikke fatter, det ved vi nu alle. Former og læresætninger skifter, men den hellige ansvarsfølelse stiger; ligesaa er følelsen af det uendelige og evige større, højere. I vor omsorg for slægten og staten mødes begge med en styrke som aldrig før.
Man nævner kongefølelsen som den magt, der næst religionen har grundlagt samfundet, og som næst den, ofte over den, har været plejet med størst omhu, men nu er i mærkeligt aftagende, — hos mange folk er den udslukt. Sandt nok; men hvad var det væsentlige i kongefølelsen andet end statsfølelsen, fædrelandskjærligheden, og når disse har skilt sig ud, må ingen undres over, at selve kongefølelsen er blit tynd. Her har atter formen skiftet, men den hengivenhed, som samler et folk om dets opgaver, har aldrig været så almen eller så inderlig.
Med menneskehedens andre store fremgangslinjer på samme måde; man kan se, at de stundom bøjer et stykke til siden, men altid for kraftigere at bøje ind igjen; man kan se, at tænkningen slipper former og billeder, som den lidt om senn har vokset fra; men aldrig, at den slipper retningen. En af disse fremgangslinjer er ægteskabets. Vi kjender ikke menneskehedens ælste historie; følgelig heller ikke deres ælste sæder; men om et par af racerne tror vi at vide, at overgangen til fast ægteskab skete gjennem stammoderen. Ved hende fik barnene hjemstavn, slægt og arv, saa længe det var mindre sikkert, hvem faderen var;
