Vi begyndte med at sætte den fuldmodne alder, omtrent 25 år for manden og 21 år for kvinden, som den slægten i almindelighed måtte vente på, før ægteskabet burde indgås. Ligesom dette mål hidindtil ikke er sat således op, at det har grebet menneskenes vilje, således er heller ikke livet indrettet på det.
Mange svarer, at heller ikke ved fuldmoden alder kan folk nu gifte sig. Det kan så være; en stor del når ikke til; men den største gjør det. Og jeg gad se, når målet blev alment kjendt som det naturgivne rette, derfor også alment vedtat, om så ikke livet indrettedes mod det. Om f. e. ikke staten blev nødt til at opgi krav til ungdommens studietid, som går stik imod naturen; om ikke også mange forhold ellers maatte lempe sig. Det er så underligt med det, som alle vedgår at være ret; det ejer en stor ordningsmagt.
Andre svarer, at den ungdom, som holdt sig kysk til da, blir umådeholden i ægteskabet. Kan hænde; men at den, som har lært afholdenhedens kunst, ogsaa har lettest for at bli mådeholden i ægteskabet — og navnlig mådeholden til ret tid —, det vil nok være reglen.
Der har været ivret mod tidlige forlovelser, og især fra æstetisk stade. Fra moralsk tror jeg, de tar sig anderledes ud. Ikke netop forlovelser
