Det var et vakkert æventyr.“ — Hun sagde med så blid stemme, at det var likesom første gang han hørte den: „jeg synes ofte det er noget, som synger, når det er ganske stillt.“ — „Det er det gode i oss selv, det.“ Hun så bort på ham, som var der noget for meget i det svar; de taug også begge bakefter. Så spurte hun, medens hun malte med en finger på ruten: „har du nylig gjort nogen vise?“ Her blev han rød; men det så ikke hun. Derfor spurte hun igen: „hvorledes berer du dig ad, når du lager viser?“ — „Vilde du gerne vite det?“ — „Å-ja.“ — „Jeg passer på de tanker som andre gerne later gå.“ — Hun taug lenge; ti hun prøvede nokk med en eller annen vise, — om hun havde havt de tanker, men latet dem gå. — „Det var underligt,“ sagde hun som for sig selv og gav sig til at male på ruten igen. — „Jeg lagede en vise første gang jeg havde sett dig.“ — „Hvor var det?“ — „Borte ved prestegården den kveld du drog derifra; — jeg så dig i vannet.“ — Hun lo; stod litt stille: „lat mig høre den visen.“— Arne havde aldrig før gjort noget sådant; men nu gav han sig til at sige visen frem:
„Hun Venevill hopped på letten fot
sin kærest imot“, o. s. v.
Eli stod meget oppmerksom; hun stod lenge efter den var ferdig. Endelig brøt hun ut: „nej, hvor jeg synes synd i henne!“ — „Det er likesom
