lede kort med Nils skrædder. Denne var såre vred og blek i ansigtet; men Bård smilte og drog alle kortene over til sig.
Arne var der flere dager, hvori så godt som intet blev talt, men meget arbejdet. Ikke alene de i dagligstuen taug, men tjenerne, husmennerne, selv kvinnfolkene. Der var en gammel hund på gården, som gødde hver gang der kom fremmedfolk; men aldrig kunne gårdfolket høre hunden gø, før en sagde: hyss! — og da gikk han knurrende hen og lagde sig igen. Hjemme på Kampen var der en stor fløy på huset, som vendte sig i vinden; her var der en ennu større fløy, som Arne måtte legge merke til, fordi den ikke vendte sig. Når nu vinden var strid, arbejede fløyen for at komme løs, og så lenge så Arne på dette, til han måtte opp på taket og løse fløyen. Den var ikke fastfrosen, som han tenkte, men en pinne var stukken ned for at fløyen skulde stå; den tok Arne ut og kastede ned; pinnen traf Bård, som kom gående. Han så opp; „hvad gør du der?“ — „Jeg løser fløyen.“ — „Gør ikke det; den skriker, når den går.“ — Arne sat påskrevs over mønet: „det er da bedre enn at den tier stille.“ Bård så opp på Arne, og Arne så ned på Bård; da smilte Bård og sagde opp imot ham: „den, som må skrike, hvis han skal tale, er det bedre at tie.“
Nu kann det vere så, at et ord går igen lenge efter det er sagt, og det helst, når det er
